Denne hjemmeside har været undervejs igennem ca 5 år. Og det er derfor med den allerstørste glæde, at den nu ligger klar.
Mit navn er Rikke Hvidkjær, jeg er født i 1972 og for næsten 6 år siden startede en hel ny rejse for mig, da jeg startede på ID Academy i Silkeborg, og senere hen Århus for at blive psykoterapeut.
Da jeg startede må jeg indrømme, at mit kendskab til psykoterapi og personlig udvikling i det hele taget, var meget sparsom. Jeg havde henvist mange til psykolog via mit job som sygeplejerske. Foreslået mindfulness og ligende til mine patienter, når jeg kunne fornemme og høre, at de havde smerter i psyken, blev ramt af stres, udbrændthed, selvbebrejdelser, knas i de nære relationer og livskriser.
Jeg havde selv haft et par samtaler med en psykolog i forbindelse med min skilsmisse, men startede først og fremmest forbi jeg oplevede at jeg i arbejdet med mine patienter have brug for at komme et lag dybere, for rigtig at være i stand til at hjælpe dem.
Uddannelsen som ID psykoterapeut viste sig i høj grad også at handle om min egen personlige udvikling, som sideløbende med den teoretiske undervisning og øvning i brug af alle metoderne, har fyldt rigtig meget. Og mon ikke det er der vi finder den største forskel på psykologer og psykoterapeuter.
Jeg har arbejdet som sygeplejerske siden 1998, hovedesaglig med mennesker med kroniske sygdomme som diabetes. Jeg har altid elsket at arbejde med patienter, og mange har jeg haft fornøjelsen af at følge gennem mange år. Alle mine patienter har lært mig rigtig meget, og på grund af deres tillid og åbenhed til mig, blev jeg i løbet af mine år som sygeplejerske mere og mere bevidst om, at der mangler noget i sygehusvæsnet.
Vi er blevet rigtig gode til at behandle kroppen, men det er som om det kun er en delvis behandling. Hvis ikke vi anerkender at kroppen kun er en lille del af det hele menneske, og at vi ikke kan skille sindet og sjælen fra, så bliver behandlingen ved med kun at være delvis.
En ting er at kroppen fejler noget, og vi giver medicin og gode råd om kost og motion, men hvis mennesket bag patienten ikke trives i sit liv, da kan alle velmenende råd ikke bruges. Så nytter det ikke, at der bliver ved at fylde på den dårlige samvittighed. Og nogen gange er livet ikke som vi ønsker eller forventer. Nogen gange sker der ting i vores omgivelser vi ikke er herre over, nogen gange bliver vi fange i gamle mønstre, hvor vi konstant spænder ben for os selv. Ikke fordi vi ikke ved hvad der er godt for os, men mulighederne for at handle anderledes bliver aldrig aktuelt, for vi er fanget af noget i vores system. Gamle overbevisninger, manglende kontakt med vores indre kraft.